|
-
Vedtægter af 20. august 1996 som ændret den 22. oktober 1996 og den 15. februar 2005 § 1 Retshjælpen, der startede den 7. juli 1994, har til formål at yde vederlagsfri bistand i retslige anliggender til grønlændere eller personer med relation til Grønland. Dens virksomhed er grundet på vederlagsfri medhjælp af advokater, andre juridiske kandidater og juridiske studenter. De medvirkende (rådgiverne) antages af bestyrelsen. De skal have et indgående kendskab til Grønland og de grønlandske retsforhold. § 2 De til Retshjælpens virksomhed fornødne pengemidler tilvejebringes ved tilskud og frivillige bidrag. § 3 Retshjælpens virksomhed drives fra lokaler i Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6, Postboks 1042, 1007 København K. Retshjælpen skal have åbent mindst én gang om ugen, så vidt muligt både i nogle dagtimer og i nogle aftentimer. Retshjælpen har på tidspunktet for vedtagelsen af disse vedtægter åbent hver tirsdag fra kl. 15.00 - 17.00, for både personlige og telefoniske henvendelser. § 4 Retshjælpens højeste myndighed er en bestyrelse, bestående af den administrerende rådgiver, en advokat, der har virket i Grønland, samt forstanderen for Det Grønlandske Hus. Bestyrelsen er selvsupplerende. Bestyrelsen har ret til at supplere sig med yderligere medlemmer. § 5 Der afholdes bestyrelsesmøde mindst én gang om året eller når et bestyrelsesmedlem kræver det. Den administrerende rådgiver indkalder til bestyrelsesmødet. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer er tilstede. Afgørelser træffes ved stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed gør den administrerende rådgivers stemme udslaget. På det første bestyrelsesmøde om året aflægger den administrerende rådgiver beretning om virksomheden i det forløbne år og fremlægger regnskab og budget. Regnskabsåret er kalenderåret. Regnskabet tilstilles de tilskuds- og bidragsydende. § 6 Forstanderen for Det Grønlandske Hus er revisor. § 7 Retshjælpens daglige ledelse varetages af den administrerende rådgiver, der skal være juridisk kandidat og have virket i Grønland. § 8 De oprindelige Vedtægter for Den Grønlandske Retshjælp (tidligere Retshjælpen i Grønlændernes Hus) er vedtaget på det første bestyrelsesmøde den 20. august 1996. Ovenstående Vedtægter er fremkommet efter ændringer vedtaget på bestyrelsesmøder den 22. oktober 1996 og den 15. februar 2005. Peter Giersing, Advokat Inger Bruun, forstander for Det Grønlandske Hus |